About

 

Tekst af Simon Fruelund til bogen 101 KUNSTNERE 2016

Man må gerne røre ved kunsthåndværk og ikke ved kunst, er det en væsentlig forskel? Er billedkunst primært for synssansen mens kunsthåndværk også inddrager følesansen? Og er kunsthåndværk derved tættere på det erotiske fordi man gerne må røre – og endda putte koppen i munden?

Nana Andersen (f. 1970) arbejder i spændingsfeltet mellem kunst og kunsthåndværk. En vægkomposition i keramik kan bestå af en hånd med en pistol, nogle gule blomster, et kvindehoved med noget gult der løber ud af munden, og, hov, flere gule blomster. Et værk kan også bestå af et par meget naturtro sandaler i keramik og en tilsvarende realistisk håndtaske med lyserødt for. Det kan også være en asymmetrisk kop med en sort fod afbildet på, eller en vinprop med et sørgmodigt ansigt.

Hun dyrker det åbne, det skæve, i værker der ikke lukker sig om sig selv, men hele tiden skaber forbindelser, hægter sig på andre værker i en løbende bevægelse. To malerier er tilsammen et værk (”Røde strømper”), men et tredje kunne godt støde til.

Det er en feminint ladet verden hvor blomster og skydevåben er en form for accessories, og hvor kvinden ikke har tid til at være offer. Her lever det poetiske og det aggressive side om side med det erotiske og det uperfekte – ofte ledsaget af en barok humor. Se f.eks. skulpturen der bare hedder ”Hjemme”, hvor en kvinde iført kort nederdel og høje sandaler sidder foroverbøjet i en lænestol med et jagtgevær i hånden.

Måske kan man sige at Nana Andersens værker supplerer sig selv i en legende, spørgende undersøgelse af det kvindelige, af aggression og sanselighed, af det utrygge i det hjemlige, og at hendes tilgang på én gang er melankolsk og humoristisk.

Skal en kop have en kant? Ja, men den behøver ikke være lige. Og må den gerne have kant? Ja tak. Og det har Nana Andersens ting uanset om det er kunst eller kunsthåndværk eller et lykkeligt sted derimellem.

Simon Fruelund